Dragon Age: Veilguard
Når man dykker ned i Dragon Age: Veilguard, bliver det hurtigt tydeligt, at spillet forsøger at balancere mellem at være en fortsættelse for de trofaste fans og en indgangsvinkel for nye spillere. Desværre lykkes det ikke helt. For veteranerne vil det føles som en udvandet version af tidligere spil i serien, mens nye spillere vil stå over for en historie, der kan være svær at engagere sig i uden forudgående kendskab.
Historien: En episk fortælling – men for hvem?
Veilguard leverer en intens og actionfyldt oplevelse, men historien føles som en fortsættelse af en fortælling, der allerede er i gang. Spillet centrerer sig omkring Solas, en karakter med dybde og kompleksitet for dem, der kender ham fra tidligere spil. Men for nye spillere kan det føles, som om de er trådt ind midt i en film uden at have set de første akter.
Plottet drejer sig om Solas’ mission om at rive "Veil" fra hinanden – grænsen mellem den fysiske verden og Fade. Hans mål er at genetablere elverne som verdens dominerende magt, hvilket skaber en konflikt, der burde være både moralsk gribende og dramatisk. Desværre føles historiens præsentation fragmenteret, hvilket gør det svært at blive emotionelt investeret, hvis man ikke allerede har en stærk tilknytning til universet.
Inden eventyret rigtigt begynder, får spilleren mulighed for at skabe sin egen karakter. Veilguard følger den klassiske RPG-formel med valg af race og kosmetiske justeringer, men selvom karakterens baggrund har en vis betydning, føles det mere som overfladisk tilpasning end reel påvirkning af spillets forløb. Skill-træet er simpelt og letforståeligt, hvilket gør spillet tilgængeligt, men samtidig savnes den dybde, som RPG-fans ofte efterspørger. Man kan frit nulstille evner uden konsekvenser, hvilket opfordrer til eksperimentering, men også fjerner noget af følelsen af progression og betydning i valgene.
Er de gamle Dragon Age vækket til live?
Desværre føles Veilguard ikke som en værdig fortsættelse af Dragon Age-serien. Kampene er mere stilrene og mangler den brutalitet og mørke tone, der gjorde tidligere spil særlige. Spillet læner sig mere op ad moderne action-RPG'er end de strategiske og historiedrevne elementer, der tidligere definerede serien. Bioware forsøger at ramme en bred målgruppe, men resultatet er en oplevelse, der føles som en skrabet udgave af Baldur’s Gate snarere end en ægte Dragon Age-fortsættelse.
Når det er sagt, skal det ikke overses, at spillets lydside er en triumf. Lyden af metal mod metal og de skræmmende bosser, der brøler deres trusler, skaber en intens atmosfære. Musikken understøtter fantasy-verdenen på fornem vis og er uden tvivl et af højdepunkterne.
Grafisk er Veilguard flot. Lyseffekter reflekteres realistisk i bygninger, karakterernes tøj og hår bevæger sig naturligt, og magiske formularer sprudler af farver og energi. På Xbox Series S kører spillet med 30 FPS, hvilket ikke forstyrrer den samlede oplevelse. Dog er der tekniske problemer, såsom fejl med respawning og mindre bugs, som trækker lidt ned.
Kampsystemet er taktisk, men mangler en reel udfordring, da holdkammerater ikke kan dø. Det gør, at kampens intensitet aldrig føles rigtig farlig, hvilket fjerner noget af spændingen. For nogle vil dette være en fordel, men for dem, der ønsker en mere hardcore RPG-oplevelse, kan det føles som en begrænsning.
Konklusion: En værdig efterfølger?
Dragon Age: Veilguard formår ikke at leve op til seriens arv. For gamle fans føles det som en udvandet oplevelse, der ikke rammer den tone, der gjorde serien elsket. For nye spillere kan historien være vanskelig at komme ind i, og de valg, man træffer, har sjældent en betydelig indvirkning på oplevelsen.
Er du en dedikeret Dragon Age-fan, vil du sandsynligvis finde Veilguard skuffende. Er du ny til serien, kan spillet være svært at engagere sig i. Hvis du leder efter en dybere RPG-oplevelse, vil jeg i stedet anbefale Baldur’s Gate 3, som tilbyder større frihed, mere meningsfulde valg og en mere konsekvent narrativ oplevelse.
Alt i alt er Veilguard et flot spil med stærk lyd og præsentation, men det mangler sjælen og dybden, der gjorde tidligere Dragon Age-spil uforglemmelige.