Chronicles of Avel: New Adventures

Jeg var utroligt spændt, da Rebel Studio kontaktede mig og fortalte om den spændende nyhed, der var på vej til mit skrivebord. Det viste sig at være den første udvidelse til brætspillet Chronicles of Avel! Da jeg anmeldte grundspillet for over et år siden, var jeg meget tilfreds og følte, at det formåede at kombinere rollespil med brætspilsmekanikker på en helt unik måde. Nu er udvidelsen udkommet, og den bærer titlen: Chronicles of Avel: New Adventures. Men før vi dykker ned i opbygningen, lad os lige opsummere, hvad udvidelsen egentlig handler om.

Lad mig lige sige på forhånd der er flere forskellige historier til udvidelsen, men jeg vil fokusere på den basale. Sidste gang vi besøgte landet Avel, skulle vi beskytte det mod farlige monstre og især mod skurken ved navn "Beast". Han invaderede landet i et forsøg på at vælte slottets mure, og ødelægge slottet. Takket være vores helte – eller rettere sagt, dig og dine venner – lykkedes det at drive ham tilbage, redde landets livgivende juvel og forhindre landet i at synke ned i evigt mørke. Nu har ondskaben rejst sig igen, med nye monstre samt en ny "Beast" med egne planer, der truer landet og dets fred. De må stoppes én gang for alle, og det er her, du træder ind i billedet. Chronicles of Avel: New Adventures spilles på samme måde som grundspillet.

I det grundlæggende spil står du over for et nyt uhyre ved navn Moon Monster, som er en drage-lignende skabning. Dens fordel er dens evne til at skifte farve, og hver gang dette sker, ændrer spillets dynamik sig i forhold til dens angrebsmetoder. Der placeres 2 markører på en særlig flise, der viser dens angreb og styrke. Dette ændres hver gang det bliver dens tur, og denne gang har det nye uhyre evnen til at skyde ild i forskellige retninger. Hvis du er i vejen, mister du liv. På samme måde som i det grundlæggende spil forbliver det stadig et tower defense-spil, da uhyret bevæger sig mod slottet sammen med de resterende monstre på brættet. Da dette er en udvidelse, kan det forventes, at de fleste læsere allerede er bekendt med grundspillet. Jeg vil dog gerne lige kort nævne spillets opbygning baseret på den tidligere anmeldelse. Du starter med at skabe din karakter på et stykke papir, som du farvelægger og indsætter i en tavle, der har plads til de fem liv, repræsenteret af veludførte, hjerteformede røde træbrikker. Når det er gjort, placerer du de sekskantede fliser fra grundspillet og starter med at placere slottet og tre fliser omkring det. Dette er den basale procedure hver gang. De andre fliser skal placeres tilfældigt med forsiden nedad. Måden, hvorpå du skaber mønstret, påvirker sværhedsgraden i spillet. Brætspillet tilbyder forskellige sværhedsgrader, og hvis der er færre end fire spillere, fjerner du nogle fliser, før du bygger kortet op. Dette var en kort gennemgang af grundspillet.

Hvordan forholder udvidelsen sig til dette? Nu er der kommet nye sekskantede fliser, stedbrikker, udstyr, monstre og selvfølgelig den nye "Beast". Der er alle mulige eventyr figurer, ja alt hvad man ønsker sig i et ægte Avel-univers. Udvidelsen præsenterer nu en kampagne i tre forskellige scenarier med en rød tråd, der sammenlagt fortæller en historie. Der er også tre andre selvstændige moduler, som kan tilpasses på den måde som du ønsker at spillet skal være. Når man starter på et nyt scenarie i kampagnen kan man læse en spændende historie som står beskrevet i regelhæftet, som jeg stærkt vil anbefale at man læser, da det tilføjer mere dybde og sjæl til spillet. I det første scenarie fortælles der om nogle specielle frøer, der griber fat i noget, der ligner månebrikker. De dukker op af jorden og tager udgangspunkt i den sekskantede flise med slottet illustreret. Du skal beskytte slottet og fange frøerne, inden de når frem til den sidste flise. For hver frø, du nedlægger, falder der en månebrik på jorden, som du senere skal bruge.

I det andet scenarie er der en karavane, som du skal beskytte. Du skal bruge den til at samle de månebrikkere op, som blev vundet fra frøerne, og for hver flise, du vender, skal du straks kæmpe mod de monstre, som er på flisen. Du kan ikke bare flytte karavanen rundt, som du vil. Hvis du lander på en flise med et monster, er du tvunget til at kæmpe med det samme. Beskyt karavanen og slottet. Hvis en af dem mistes, er spillet slut. I det tredje og sidste scenarie er der såkaldte månemaskiner på tre tilstødende fliser placeret specifikt på kortet. Nu skal du bruge de tre månebrikker og placere dem i hver sin maskine. Hver måne har sin egen farve, og det betyder, at for hver måne får du en fordel. Den ene giver liv hver runde, den anden giver flere aktioner, så du kan bevæge dig hurtigere rundt på flere fliser, og den tredje giver dig mulighed for at ændre resultatet af en kamp ved at ændre terningenes udfald til din fordel. Det er uanset om det er fjendens eller dine egne terninger. Du skal igen beskytte slottet og disse månemaskiner, og som prikken over i'et er der tre store monstre eller biller, som truer hver maskine. De går direkte efter dem og forbereder sig på at angribe. Hvis bare en af maskinerne falder, er spillet tabt. Så du skal forberede dig på at at kæmpe mod monstre, der bevæger sig mod slottet, og hold samtidig øje med maskinerne, inden det er for sent. Der er nok at se til som den tapre helt, du prøver at være. Komponenterne er fortsat imponerende og vidner om den høje kvalitet, der er lagt i designet. Æsken kan igen bruges som opbevaring med et låg til at organisere komponenterne bedre. Papfigurerne er særligt bemærkelsesværdige i denne udvidelse. Man kan mærke, at det er solidt pap, der ikke let går i stykker. Selvfølgelig, hvis man trykker hårdt nok, kan der opstå skader, men det er robust og det holder. Kunststilen på fliserne og brikkerne vidner mere og mere om en stadig større eventyrverden, især de figurer, der er illustreret. Det er meget detaljeret, og jeg er meget imponeret over Rebel Studios' evne til at skabe disse komponenter, da det giver mig lyst til at spille videre i de fremtidige udgivelser i Avel-universet. Jeg er helt overbevist om, at der venter flere spændende ideer til os, hvis New Adventures bliver en succes, og jeg er helt overbevist om, at det vil ske.

Udvidelsen er skabt af Przemek Wojtkowiak som står bag Chronicles of Avel, og Bartłomiej Kordowski har igen illustreret spillet. Wojtkowiak imponerer endnu engang, og når jeg siger "endnu engang", henviser jeg til min tidligere anmeldelse, hvor jeg påpegede hans evne til at skabe dybde i rollespil og eventyr. Jeg kunne have behandlet dette spil som alle andre brætspil, jeg anmelder, men dette er noget særligt. Det viser fornyelse og holder spillet interessant og varieret. Chronicles of Avel risikerede at blive ensformigt, forstå mig ret. Det var et godt spil, men det kunne have mistet sin glans over tid. Men Wojtkowiak har formået at forny spillet og tilføje forskellige udfordringer samt en kampagne og tre spændende moduler, så man kan skabe sin egen historie. Dette gør spillet endnu mere tiltalende, og min lyst til at udforske mere af Avel-universet er kun blevet større.

Plus:

Minus:

En særlig tak fra Hi-Score skal hermed gives til Rebel Studios for at have sendt en kopi af Chronicles of Avel: New Adventures til os.